Vejen til det CO2-frie Herning er brolagt med gode intentioner - men ingen konkrete planer
I en pressemeddelelse afslører Herning Kommune, at de har indgået to nye klimapartnerskaber, med det formål at blive CO2 neutrale i 2050, men konkrete initiativer udebliver.
Af Sebastian Kanani
Herning Kommune kan i dag fortælle, at de har indgået to nye klimapartnerskaber, samt at de udarbejder en helt lokal handlingsplan.
Det drejer sig om deltagelse i det nationale klimapartnerskab DK2020 og det internationale Cities Race to Zero. Partnerskaberne betyder, at Herning Kommune har erklæret, at de nu har som mål at være CO2-neutrale i 2050.
”I Herning Kommune vil vi være med til at forhindre fremtidige klimaforandringer og begrænse den globale opvarmning. For at skabe en bæredygtig fremtid for os alle skal vi løfte den her udfordring i samlet flok. Vi vil blandt andet samarbejde med borgerne, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og landbruget,” siger borgmester Dorte West (V) i pressemeddelelsen.
Men hvad Herning Kommune helt konkret vil gøre for at nå i mål, må stå i det uvisse. Hverken i pressemeddelelsen eller når man spørger kommunens klimakoordinator, Pernille Hagen, er der ingen konkrete tiltag.
”Der er ingen konkrete tiltag. Men vi har iværksat en handleplan, og vi har et mål,” siger Pernille Hagen til NyHeden.
Dialog er i mange henseender vejen frem, men ord alene kan ikke nedbringe CO2-udslippet. Når man spørger Pernille Hagen, hvorvidt klimapartnerskaberne er et udtryk for en hensigtserklæringen snarere end en handleplan, er hun sikker i sin sag.
”Det er ikke en hensigtserklæring. Det er en handleplan, fordi vi har et mål. Vi ved, hvordan det står til med klimaet, og vi ved, hvor vi skal hen,” fortsætter hun.
Der er stadig intet nyt om, hvordan Herning Kommune har tænkt sig at komme dertil.
Byrådskandidat Elsebeth Villadsen fra Socialistisk Folkeparti savner at se Herning Kommune blive konkrete, når det kommer til klimaspørgsmålet.
”Som borger er det svært at få øje på nogen konkret klimaindsats fra kommunens side. Vi savner nogle konkrete forslag, som for eksempel at udbygning af cykelstierne så flere borgere vil vælge cyklen fremfor bilen,” siger byrådskandidaten.
NyHeden har kontaktet borgmester Dorte West for at høre, hvilke konkrete tiltag Herning Kommune har i støbeskeen, men det har ikke været muligt at få en kommentar.
Comments