top of page

Herning hitter: Boligpriserne har aldrig været højere


Fotoarkiv: unsplash.com

Boligpriserne i Herning når nye højder, og der flere, der vil købe end sælge deres bolig. Det giver travlhed hos ejendomsmæglerne og høje priser på huse og lejligheder.


Af Signe Hartig Danielsen


I hele landet går boligpriserne kun en vej, og det er opad. Også i Herning er boligmarkedet enhver sælgers drøm – det har nemlig aldrig været dyrere at købe bolig i Herning.


Ejendomspriserne fra første kvartal viser, at kvadratmeterpriserne er steget med omkring 10 procent i Herning. Et gennemsnitligt parcelhus i Herning har fået en værdistigning på 300.000 kr. på blot et år, og det kan mærkes hos de lokale ejendomsmæglere.


”Jeg har været ejendomsmægler i 39 år, og jeg har aldrig oplevet et år som i år. Vi har haft svært ved at følge med. Antallet af boliger, vi har til salg, er halveret på et år, fordi emnerne bliver solgt så hurtigt. Folk er ivrige, og husene ligger ikke til salg så længe, som de gjorde for bare for et år siden,” siger Allan Christensen, ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Herning.


De mange købere og få sælgere gør, at flere købere bliver desperate og tyer til andre midler for at sikre sig deres drømmehus.


”Når der ikke er så meget til salg, men mange købere, så ’slås’ de lidt om det. Der er en del handler, hvor køber byder over udbudsprisen,” fortæller Allan Christensen.


Grafik: Signe Hartig Danielsen

Selvom boligmarkedet stiger, er det ikke nødvendigvis en dans på roser at være ejendomsmægler. Hos Danbolig i Herning har de det sidste år ansat tre nye medarbejdere i et forsøg på fortsat at kunne levere den service, som de ønsker at give kunderne.


”Det har faktisk ikke været særlig sjovt at være ejendomsmægler. Det er jo fedt at lave en masse handler, men der sker flere ting i det marked, som vi er i. Sælger tager ofte mange mæglere ud for at vurdere deres hus, og vi er pressede på, hvad vi kan tage i salær. Vi har ikke bemandingen til det, og vi føler, at vi løber bagefter, og at vi ikke kan give kunderne den service, vi gerne vil”, siger Allan Christensen.





Comments


bottom of page