Pressefotograf så røgskyerne stige til vejrs: ”Jeg vidste, at det var værd at køre efter”
Mandag aften brød en mejetærsker i brand. Som en skarp kontrast til augustvejrets ellers milde himmel udløste branden store, sorte røgskyer, der gjorde, at politiet i en periode var nødsaget til at afspærre for messemotorvejen ved Lind.
Video: Sebastian S. Nielsen
Af Signe Hartig Danielsen
I går aftes var Sebastian Sandgaard Nielsen ude at køre med sin kæreste, pludseligt pegede kæresten ud i horisonten, hvor en stor, sort røgsky var umulig at overse.
”Fra fysik har jeg lært, at sort røg betyder, at der er tale om afbrænding af olie eller dæk, derfor kørte vi ud for at se, hvad der mon skete”, fortæller Sebastian, der til daglig arbejder som pressefotograf.
Sebastian ankom ved ulykken samtidig med brandvæsnet og indsatslederen. De holdte ti meter fra branden, og det var tydeligt, at der var gået ild i en mejetærsker, og branden var nu også begyndt at sprede sig til den omkringliggende mark. Brandvæsnet skulle derfor arbejde hurtigt og fokuseret for at få den alvorlige situation under kontrol.
”Det var en stor udrykning. Der var en indsatsleder, en hurtig slukningsenhed, to sprøjter og en tankvogn. Politiet var også til stede, og de afspærrede motorvejen, fordi den sorte røg blæste ind over vejen, og gjorde det umuligt at køre sikkert på vejen”
Situationen var aldrig ude af kontrol
Til Herning Folkeblad udtaler indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest Peter Kristensen:
”Situationen var under kontrol lige fra ankomsten. Landmændene er jo pressede og vil gerne have deres høst i hus, men der skete heldigvis kun materielle skader i forbindelse med branden.”
Selvom Sebastian er vant til at se lidt af hvert som pressefotograf, så sidder oplevelsen fast i ham. Især en bestemt ting er svær at slippe af med igen.
”Sådan en ildebrand har en helt speciel lugt. Ligesom man kan fremkalde duften af pandekager, fra man var barn, så kan jeg ikke slippe lugten. Det er klart for en hver, at det ikke er sundt. Den er meget harsk,” beretter han.
Comentários