top of page

Knud Nielsen marcherer ind i kommunalvalget til lyden af Nye Borgerliges trommer


Foto: Marcus Wehage

Spidskandidat til Herning byråd for Nye Borgerlige savner varme hænder i velfærden. Ligesom sit parti mener han, ressourcerne skal omfordeles, flere ledige skal aktiveres og så ser han også en løsning i udenlandsk arbejdskraft.


Af Marcus Wehage


Den 65-årige pensionerede major Knud Nielsen har altid rejst meget med sit arbejde. Nu har han mere tid. Nu er tiden moden til at forfølge en drøm i politik. Nu går han i krig mod overflødige kolde hænder i Herning kommune.


Med en mor i ældreplejens hænder og en kone med arbejde i dagplejen har Knud Nielsen et godt indblik i det kommunale velfærdsarbejde. Ifølge ham mangler der flere varme hænder. Borgerne får ikke den service, de, efter Knuds mening, fortjener. Den kommunale service er ikke god nok.


Mangel på varme hænder er også et problem, man anerkender i Herning byråd, hvor der for eksempel har været et forslag om at investere over tre millioner kroner i udenlandsk arbejdskraft. Et løsningsforslag, som Knud Nielsen også kan se potentialet i.


”Hvis muligheden er, at vi får noget velkvalificeret, udenlandsk arbejdskraft i en periode - og de så rejser hjem igen - ser jeg ikke noget problem overhovedet.”


Men står det til Knud udløser det ikke automatisk et dansk statsborgerskab. Når arbejdet er slut, kan de søge statsborgerskab på lige fod med alle andre eller alle tage deres opsparing med hjem.


Kolde hænder skal skæres

En anden løsning på problemet finder Knud i det offentlige system. Administrationen - hvor mange medarbejdere, ifølge Knud, bare skubber papir rundt - skal minimeres, før man sparer på de varme hænder. Det job kan klares af maskiner. En medarbejder skal i hans øjne træffe beslutninger.


Og dér er Knud Nielsen på linje med den politik, Nye Borgerlige har udarbejdet på Christiansborg, hvor de til deres sommergruppemøde i år fremlagde et mål om at skære 7.000 offentlige stillinger om året frem til 2035.


Hvis ikke løsningen skal findes der, har Knud et andet bud på en løsning.


”Vi har noget, der ligner 45.000 ledige gående herhjemme, der ikke laver noget. Til dem kunne man sige, at det var på tide at komme ud.”


Knud Nielsen anerkender, at ikke alle ledige nødvendigvis vil være velegnede til at arbejde indenfor sundhedsområdet. I stedet ser han en løsning for sig, hvor man flytter nogle ressourcer rundt. De ledige kan besætte en stilling, og de, der sidder i den stilling, kan blandt andet blive flyttet til ældreplejen.

Comments


bottom of page